Sådan går det til hos mig!

Når jeg introducerer yoga i samtalen, handler det ikke om den slags yoga, vi ser på Facebook og Instagram. Yoga er for alle!

Yoga kan udføres på en stol, på gulvet, siddende, liggende, stående. Foran computeren, på badeværelset, i køkkenet, i naturen – ja hvor som helst. Yoga er for alle og ikke noget, hvor man skal se ud på en bestemt måde, være det rigtige sted eller have det rigtige tøj på. Alle, som kan trække vejret, kan udøve yoga. 

Yoga kan tage fem minutter eller to timer. Eller noget midt imellem. Lidt er bedre end ingenting. 

Vi kan godt være fælles om yoga og bevidst nærvær online. Det bliver naturligvis på en anden måde, end hvis vi var i samme rum.

Når vi mødes i en videosamtale, vil vi have mest fokus på det bevidste nærvær med åndedrætsøvelser og kropsscanninger – alt efter dit behov og hvad du selv kan tænke dig, mens den mere fysiske yoga er noget, du får med dig efter og imellem samtalerne.

Når vi mødes i en chatsamtale, er der ikke mulighed for direkte åndedrætsøvelser eller kropsscanninger, men du får små yogafilm ”med hjem” efter samtalen.

Når vi så mødes over computeren til næste samtale, vil vi typisk tale om, hvordan det gik med yogaøvelserne, den fysiske effekt, den mentale effekt – eller måske det faktum, at der faktisk ikke blev tid eller lyst til yogaen. 

Yogasessioner på video - generelle og skræddersyede

Jeg vil i løbet af efteråret (2018) lægge tre små yogasessioner ud på Youtube, som er tilgængelige for alle. Dem er du naturligvis velkommen til at anvende. Derudover tilbyder jeg små "skræddersyede" sessioner til dig ud fra dine behov.

Hvis vi i samtale kommer frem til, at du har behov for en "skræddersyet" session, vil jeg lave det efter dén samtale, hvor vi har bestemt det. Ved næste samtale vil vi følge op på dine oplevelser og erfaringer med denne yogasession.

Den "skræddersyede" session lægger jeg på Vimeo (en anden form for Youtube), hvor det kun er dig, der har adgang til den. Af sikkerhedshensyn bliver sessionen dog ikke så personlig, at jeg taler direkte til dig.

Som udgangspunkt er yogasessionerne korte. Både dem på Youtube og de "skræddersyede". De vil have fokus på forskellige livstemaer og koblingen til kropslige oplevelser og erfaringer.

Fælles for alle yogasessioner er, at de er enkle, langsomme og helt nede på jorden. De ligner med andre ord ikke mange af de fancy yogafilm, man ellers ser på Youtube. Fordi yoga skal være for alle.

Yogasessioner med temaer om livet

Den fysiske yoga er stadig et område, jeg udforsker og slet ikke er ekspert i. Jeg øver mig også stadig i både at nå og at huske at lave yoga helst hver dag.

Der kan gå dage og endda uger, hvor jeg ikke får lavet yoga, selvom det er noget, jeg gerne vil.  Men filosofien har jeg med mig mere eller mindre hele tiden; for mig handler det især om at forsøge at være nærværende, tilfreds og ikke stresse. 

Fordi min interesse for yoga har et psykologisk udgangspunkt, har yogasessionerne forskellige psykologiske temaer, som er koblet til de fysiske positioner. Et eksempel på et tema er ”grounding”, som handler om at stå fast i en travl verden, om at stoppe op og lytte til sig selv, om ikke at blive blæst omkuld af ydre og indre omstændigheder. På videoklippet vil jeg reflektere højt over temaet og introducere positioner, som jeg oplever er ”groundende” for mig – med håbet om, at de også kan virke for dig. 

Yoga og bevidst nærvær er naturligvis ikke hele løsningen på problemer som stress, angst og udbrændthed. Jo større behov for yoga, jo mere er yogaen et tegn på, at du bør kigge på dit liv med helhedsbriller og måske ændre på ting eller arbejde med at acceptere tingenes tilstand. 

Lyt til din krop for at undgå skader

I tilfælde af at du skader dig selv, når du udøver yoga fra mine sessioner, kan jeg ikke tage ansvaret for det. Du er selv ansvarlig for ikke at overbelaste eller skade dig selv.

Jeg har ikke mulighed for at guide dig, og derfor er det vigtigt, at du lytter til din krop og selv tager ansvar for den. Jeg anbefaler, at hvis noget gør ondt eller føles ubehageligt eller forkert, så gå ud af positionen, og hvil eller udfør en anden position, som føles behagelig.

Fokus i mine sessioner er åndedræt og et tema, og derfor er positionerne mere underordnede, hvilket forhåbentlig gør det lettere ikke at stræbe efter at nå en bestemt position på en bestemt måde og dermed mindre risiko for fysiske skader.

Interesseret i yoga, psykologiske og eksistentielle temaer?

Abonnér på mit nyhedsbrev, og få tilsendt mine nyeste indlæg hver anden mandag.

Tilmeld nyhedsbrev!