Boganmeldelse: ”Yoga med omtanke”

”Yoga med omtanke” er en bog, der holder hvad den lover. Det er en bog om yoga, men endnu mere en bog om livet.

Den lover ikke happy end, men den byder på virkelighed, reflektion og eftertanke.

Illusionen om supermennesket

Forfatter Kristine Skytte Glue fortæller ærligt om, hvordan hun engang troede, at yoga handlede om perfektion og om at blive et supermenneske. Hun har lavet alle fejlene, man kan lave, når det gælder yoga. Og det er på en eller anden måde dejligt befriende.

Bogen er en fryd for øjet. Fuldt med flotte billeder af natur og god mad – og så af Kristine, som ser ud som et helt almindeligt gennemsnitsmenneske; ikke en instagram-sylfide med dyrt tøj i fuldstændigt urealistiske positioner på en klippetop i Himmalaya.

Ok, jeg bliver misundelig, når jeg ser, at hun kan stå på hovedet og kan lave en foroverbøjning med maven hvilende mod lårene. Men det er ok, fordi hun er så almindelig og ikke mindst ærlig. Når man kan spejle sig i almindelighed og ærlighed, er det lettere at blive motiveret og tro på, at man selv en skønne dag kan komme til at stå på hovedet.

Eftertanke for både nybegynder og øvet

Bogen er svær at lægge fra sig. Det er nemlig en god og ærlig historie om at være i verden på godt og ondt. Om Kristines liv og hvad hun har lært af yogaen og livet. Om hvordan hun slet ikke er færdig med at lære. Hun krydrer sin egen historie med yogaens historie, hvor hun bla fortæller om nogle af de forskellige yogaretninger. Der er fotos af Kristine, når hun laver yoga – og udførlige instruktioner –, så man som læser selv kan øve sig på fx at lave et par af de berømte solhilsner. Alt dette krydres yderligere af flotte billeder af mad og opskrifter, som Kristine har med sig hjem fra Mellemøsten, hvor hun har boet – og som er en stor del af hendes historie. Der er fotos af og opskrifter på mad, som jeg aldrig har set, så jeg tænker, at den madglade læser får en ekstra bonus, som hun (eller han) måske ikke havde regnet med ved køb af en bog om yoga.

Hvis man er nybegynder indenfor yogaen, får man et kort indblik i yogaens historie og nogle få udvalgte af dens mange forskellige retninger. Og man får en realistisk indføring i, hvad yoga går ud på. Således en fin appetitvækker for den nysgerrige yoga-nybegynder.

Er man allerede yogavant, får man en reminder om at stoppe op og overveje, hvorfor man egentlig blev yogaudøver. Og det er det vigtigste i denne bog: Den skaber eftertanke, den piller yogaen helt ned på jorden, og den afliver myten om, at yoga er løsningen på noget som helst.

Yogaen er et spejl af virkeligheden

Men yogaen kan noget, og den har meget at lære os, hvis vi er villige til også at møde det uskønne ved livet. Yogaen er nemlig et spejl af virkeligheden. Dét, der sker i virkeligheden, sker også på yogamåtten, hævder Kristine. Hvis du fx er typen, der bliver irriteret og aggressiv, når der er noget, du ikke lykkes med i livet, vil du formentlig også opleve at blive irriteret og aggressiv, når du møder en position på yogamåtten, som er svær og udfordrende. Det er der rigtigt meget lærdom i.

Det mest interessante er, at det kun er én af de 8 veje, der handler om fysiske positioner.

Det kan være lettere at udfordre det svære på yogamåtten og så bagefter løfte det ud i virkeligheden og øve det der.

Mit eget allerbedste (eller værste, for det frustrerer mig til uendelighed!) eksempel er, at når jeg bøvler ekstra meget med balancen på yogamåtten, så gør jeg det også udenfor yogamåtten. Nu har jeg godt nok altid meget dårlig balance pga min sclerose, men det bliver endnu værre, når jeg har travlt og er stresset. Hvis jeg ikke lige har lagt mærke til, at jeg har for meget om ørerne, skal jeg bare stille mig på yogamåtten og opdage, hvor dårlig balancen er – så forstår jeg meget hurtigt, at jeg er nødt til at sætte farten endnu mere ned i mit liv udenfor yogamåtten.

På den måde er yoga enormt irriterende – den smider om sig med sandheder, man ikke altid vil se i øjnene.

Selvhjælpsbøger og andre misforståelser

Kristine fortæller om, hvordan det er let at føle sig mislykket, hvis man ikke formår det, man sætter sig for i livet. Det kan vi blandt andet takke de klassiske selvhjælpsbøger for. Mange af dem hævder, at hvis man bare følger lige præcis deres metode, så bliver det hele meget lettere. Måske bliver man endda lykkelig.

Det er jo ikke rigtigt det, man vil høre om yoga. Man vil hellere høre noget om, hvor godt yoga er for alting.

Bøgerne insinuerer, at hvis man bare giver det en skalle, kæmper og knokler og tænker positivt, så skal det hele nok løse sig. Du kan, hvad du vil. Hvis du vil. Og hvis det går galt, er det din egen skyld. Så har du ikke kæmpet nok. Så har du ikke tænkt nok positive tanker.

Som Kristine siger, er de klassiske selvhjælpsbøger skrevet til folk, som allerede har styrken i et eller andet omfang; til mennesker der har ressorcer og netværk. Men hvad nu, hvis man er flygtning og ødelagt af traumer? Eller alvorligt syg og bare ikke har kræfterne til at tænke positivt (og hvis det er urealistisk)? Eller hvis man er ramt af økonomisk ruin?

Bøgerne insinuerer, at hvis man bare giver det en skalle, kæmper og knokler og tænker positivt, så skal det hele nok løse sig. Du kan, hvad du vil. Hvis du vil.

Og hvad hvis man, som Kristine, var ramt af en tro på, at man kan redde alle mennesker, som har det svært? Og hvad hvis man selv går ned på det, fordi man ikke vidste, at man også kan blive sekundært traumatiseret?

En del yogabøger og yogaprofiler på de sociale medier kan desværre godt klassificeres som selvhjælpsbøger/metoder, der lover guld og grønne skove, bare du følger foreskrifterne og træner nok, tænker på en bestemt måde, ser ud på en bestemt måde (noget med halsbrækkende positioner på bjergskråninger, som skulle betyde den visse død for langt de fleste af os) og ikke accepterer ulykke og lidelse.

Livet er fuld af lidelse, og yoga ændrer ikke på det

De sociale medier overstrømmes nogle gange af mantraer og ideer til, hvordan man kan tænke, hvis man vil have alle verdens ulyksaligheder til at forsvinde. Jeg er flere gange stødt på sætningen ”Alt er godt”, som et forslag til, hvad man bør tænke, når noget er svært.

Heldigvis hjælper Kristine os til at forstå, at pointen ikke er, at vi skal opfylde eller leve op til det hele. Men de 8 veje kan guide og vejlede os til at finde balancen i livet.

Kristine har i sit arbejde med traumatiserede flygtninge oplevet, hvordan hun er kommet til kort, når hun med gængse midler og tanker – og yoga – forsøgte at gøre livet mindre lidelsesfuldt for disse mennesker. Men livet er også lidelse, og ingen har desværre lovet os andet. Og desværre kan ingen selvhjælpsbog ændre på det faktum.

Du har nok gættet det: Kristines bog er ikke en selvhjælpsbog. Ihvertfald ikke en klassisk én med quick fixes og mantraer, der fjerner lidelse.

Den skaber eftertanke, den piller yogaen helt ned på jorden, og den afliver myten om, at yoga er løsningen på noget som helst.

Det er en bog, som slet ikke løser livets store spørgsmål. Men som kan gøre én lidt klogere alligevel. Det er en bog for den, som ikke er på jagt efter hurtige løsninger og en færdig opskrift på det perfekte liv.

Kristine forklarer det sådan her:
”Jeg kan ikke skrive en bog om, hvordan yogaen har reddet mig og ændret mit liv. Først og fremmest fordi der ikke findes noget quickfix. Jeg brugte yoga til at presse mig selv endnu mere på den vej, jeg var på, og til at holde mig fast i de kendte mønstre. Jeg blev ved med at gå i stykker af det”.

Det er jo ikke rigtigt det, man vil høre om yoga. Man vil hellere høre noget om, hvor godt yoga er for alting. Hvordan yoga bare er en øjenåbner og hurtig vej til selvindsigt. Og hvordan sidegevinsten er en smuk, stærk og skadefri krop.

Yoga vil gerne få os til at se os selv i øjnene

Mit liv er radikalt anderledes end Kristines. Hendes og mine erfaringer med livet og yoga kan slet ikke sammenlignes. Kristine har rejst i Mellemøsten og arbejdet med traumatiserede flygtninge. Og hun troede i lang tid på, at hun kunne redde verden via yogaen. Og hun troede også, at hun kunne redde sig selv med yogaen.

På den måde er yoga enormt irriterende – den smider om sig med sandheder, man ikke altid vil se i øjnene.

Min historie er meget anderledes og så alligevel ikke. Jeg troede til at starte med, at yogaen kunne redde mig fra min sclerose. Så jeg kæmpede en kamp på yogamåtten og tænkte, at hvis jeg bare gjorde det længe og hårdt nok, så forsvandt sclerosen. Det har jeg nemlig læst, er sket for nogle mennesker! Det er endnu ikke sket efter flere års yogapraksis. Jeg yder stadig ofte vold på mig selv med yoga, men jeg tror, jeg er igang med at indse, at yoga alene ikke helbreder mig.

Jeg har også håbet, at yoga kunne redde de klienter, der kommer i min psykologpraksis. Jeg var lige ved at blive lidt frelst, da jeg opdagede, at yogaen var noget af det, jeg havde savnet ikke kun som menneske men også som psykolog. Især den del som handlede om at komme i kontakt med kroppen.

Yogaens otteledede vej kan hjælpe os med at stræbe efter balancen i et liv, der består af modsætninger som lykke og lidelse, lys og mørke, liv og død, yin og yang.

Men hvad jeg lærte, var at det ikke kun er guld og grønne skove at komme i kontakt med yogaen. Det river op i en masse sår. Det tvinger én til at stoppe op og stå ansigt til ansigt med sig selv. Man kan godt nå til et punkt, hvor man ikke gider det mere, fordi det alligevel ikke hjælper. Når man er nået dertil, skal man fortsætte, for så er man igang med at blive klogere.

Jeg opdagede også, at jeg tit ønskede, at en klient i min psykologpraksis ville være med til at lave yoga. Jeg havde jo selv oplevet, hvad yogaen kunne gøre med et stresset og angstfyldt nervesystem. Så stor blev frustrationen, når en klient ikke var interesseret i at følge min vej.

Men livet er også lidelse, og ingen har desværre lovet os andet. Og desværre kan ingen selvhjælpsbog ændre på det faktum.

Siden er jeg blevet klogere. Jeg bruger nemlig yoga i min samtalepraksis. Hvis klienten vil og selv har en nysgerrighed overfor det. Men jeg holdt meget hurtigt op med at tro, at yoga var for alle (mine klienter)!

Yoga er en vej til indsigt. Men der er andre veje, og det skal alle vi yogafrelste acceptere!

Den otteledede vej – muligvis det vigtigste ved yoga overhovedet!

Kristine redegør også for yogaens berømte otteledede vej, som måske er det aller vigtigste ved yoga! Det er en vej, en filosofi, der kan guide os i livet. Det mest interessante er, at det kun er én af de 8 veje, der handler om fysiske positioner. Det viser, hvor lidt yoga egentlig har at gøre med noget fysisk. Det betyder også, at alle de smukke billeder på de sociale medier siger uendeligt lidt om, hvad yoga er.

Yogaen er nemlig et spejl af virkeligheden. Dét, der sker i virkeligheden, sker også på yogamåtten, hævder Kristine.

Det tredje led, eller den tredje vej, er ”Asana”, som er sanskrit og betyder ”position”. Dette led handler altså om det fysiske del af yogaen. Det er vist også det, de fleste forbinder med yoga. De fleste ved også, at yoga handler om åndedrættet, og det har nemlig også en vej i den otteledede vej, nemlig den 4., som hedder ”Pranayama” og betyder åndedrætsøvelser. Nogle ved måske også, at meditation er en del af yogaen, mens andre tror, at det er noget helt andet. Men ”Meditation” er faktisk den 6. vej i yogaens otteledede vej.

Så langt så godt. Men der er stadig 5 veje, som handler om noget helt andet men alligevel på forunderlig vis hænger sammen med de tre nævnte veje. De sidste 5 veje handler om etik, moral, pligt, koncentration, opløsning af egoet og af forening med det guddommelige.

En klient sagde en gang til mig, at der ikke findes noget, der hedder balance. Kun balancering.

Puha, der er noget at leve op til. Måske ikke lige det, man kobler til yoga, når man går ind på instagram eller læser en (yoga)selvhjælpsbog.

Heldigvis hjælper Kristine os til at forstå, at pointen ikke er, at vi skal opfylde eller leve op til det hele. Men de 8 veje kan guide og vejlede os til at finde balancen i livet. Men det er godt at være ydmygt bevidst om, at det nok aldrig lykkes. Jeg har ihvertfald aldrig mødt et menneske, der sagde, at han/hun var i 100% balance hele tiden.

Og således fandt jeg langsomt ud af, at jeg godt kunne bruge yogaen i min psykologpraksis uden den fysiske del. Med den otteledede vej handler yoga jo om så meget andet end at stå på måtten.

De sidste 5 veje handler om etik, moral, pligt, koncentration, opløsning af egoet og af forening med det guddommelige.

Den handler om værdier, etik, moral, hvordan man er menneske osv osv. Efterhånden forstod jeg, at min praksisk handler meget mere om yoga, end jeg troede i starten.

Der er ikke noget, der hedder balance – kun balanceren

En klient sagde en gang til mig, at der ikke findes noget, der hedder balance. Kun balancering. Vi finder aldrig 100% balance i livet. Vi balancerer hele tiden, som en lindedanser på en line. Vi tror nogle gange, at vi har fundet den – balancen altså. Måske har vi det i nogle sekunder, minutter, dage eller uger. Men lige pludselig kommer livet på tværs og river os af linen. Og så starter vi forfra. Igen og igen. Men måske er det ikke så galt endda. Stræben efter (den umulige) balance får os nemlig til at tænke over den måde, vi er i verden på. Og måske får det os til at indse, at vi er i verden på godt og ondt. Med både lykke og lidelse.

Om Kristines liv og hvad hun har lært af yogaen og livet. Om hvordan hun slet ikke er færdig med at lære.

Yogaens otteledede vej kan hjælpe os med at stræbe efter balancen i et liv, der består af modsætninger som lykke og lidelse, lys og mørke, liv og død, yin og yang. Kristine har hermed begået en bog, der på en troværdig måde fører os ind i yogaens verden af både muligheder, begrænsninger og modsætninger. Det er godt, for der er brug for flere nuancer på, hvad yoga er og ikke er. Jeg venter i spænding på efterfølgeren. 😊

Interesseret i yoga, psykologiske og eksistentielle temaer?

Abonnér på mit nyhedsbrev, og få tilsendt mine nyeste indlæg hver måned.

Tilmeld nyhedsbrev