Lidt om forfængelighed

I dag (altså den dag jeg begyndte at skrive dette indlæg) har jeg kun haft én klient. Det betyder, at jeg havde tid til at gå en lille morgentur.

En virkelig lille tur på 650 meter, med krykke. Ved stranden. Det blæste og var koldt. På en måde heldigvis. Så mødte jeg nemlig ikke så mange. Kun et par enkelte hundemennesker – som gik 900% hurtigere end mig.

Der var en gang, hvor jeg ikke brød mig om, hvis folk syntes, jeg så fuld ud, når jeg gik. Nu bryder jeg mig ikke om, hvis folk synes, jeg ser handicappet ud, fordi jeg nu går med stok eller krykke for at spare på energien (og for ikke at vælte).

Men hvor tykhovedet har man (jeg) lov at være. Jeg er jo (for helvede) handicappet! Jeg går som en brækket arm. Jeg går næsten ikke. Hvis jeg var en bil, havde jeg fået en parkeringsbøde.

Desværre er jeg meget forfængelig. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg bare er lidt genert og gerne vil smelte ind i mængden, hvilket jeg absolut ikke gør. Men det er løgn. Jeg er bare forfængelig. At fremstå som en brækket arm rammer mig lige i mit eget selvbillede. Jeg arbejder med forfængeligheden og selvbilledet. Det går ikke så godt. Til gengæld er det lærerigt. Sådan har vi mennesker vore udfordringer i livet. Dette er en af mine. Hvad er din største udfordring lige nu?

Fandt du indlægget interessant?

Abonnér på mit nyhedsbrev, og få tilsendt mine nyeste indlæg hver anden mandag.

Tilmeld nyhedsbrev