Om vigtigheden af erfaringer med at håndtere nederlag

Engang for længe siden, da jeg arbejdede som børnehave- og skolepsykolog i Købehavn, havde jeg en supervisor, som sagde følgende: ”Det er fantastisk at blive nummer to. Så er der nemlig en anden, der vinder og bliver glad”.

Det var i relation til, at vi talte om en gruppe børn, der havde meget svært ved at tabe i spil. Og deres forældre havde også rigtigt svært ved at se dem tabe og havde derfor svært ved at støtte dem i nederlaget. 

Svært at rumme ”nej” og ked-af-det-hed

Som psykolog kom jeg fx ind i billedet, når et barn havde udfordringer med sin adfærd i børnehaven eller skolen. Nogle af de børn, jeg mødte, havde svært ved at ”indordne” sig og gøre, hvad læreren eller pædagogen sagde, og de havnede i vanskeligheder i det sociale samspil med kammeraterne; nogle gange fordi de følte sig uretfærdigt behandlet, ikke forstod de uskrevne sociale regler eller bare ikke var vant til at få nej. 

Dårlig samvittighed klinger grimt. Det bliver forbundet med, at man ikke er god nok, ikke tager sig nok sammen, ikke rækker til. Men dårlig samvittighed er også en vigtig budbringer. 

Der er ofte flere og mere komplekse grunde til et barns problemer og udfordringer. Men uanset problemets omfang og kompleksitet var der nogle gange også tale om forældre, der havde vanskeligheder med at rumme, når deres børn blev kede af det. Det resulterede blandt andet i, at børnene ikke fik så mange erfaringer med at få et nej, og at det var umanerligt svært for dem at blive glade igen efter et nederlag.

Det blev meget tydeligt, når forældre og børn i grupper blev bedt om at spille spil. Ikke på iPaden eller telefonen, men et fysisk spil, man kan tage og røre ved. 

Spil er små versioner af virkeligheden

Der er mange gode erfaringer at hente i at spille spil! De er små versioner af det virkelige liv: Nogle gange vinder man, nogle gange taber man, nogle gange skal man arbejde som et team, nogle gange bliver man uretfærdigt behandlet, man skal vente på tur, man skal indordne sig under regler osv.

Og vi aner ikke rigtigt, hvad det er for en verden, vores børn skal overtage fra os; vi ved  bare, at den er ret så kompleks.

Børn spejler sig i sine forældre. Hvis forælderen har svært ved at tabe og opfører sig som et lille barn, når den taber, gør barnet ligeså. Hvis forælderen har svært ved at se sit barn tabe og derfor aldrig lader det tabe, får barnet ikke erfaringer med at lide nederlag. 

De svære overgange

Der er bare det, at før eller siden oplever vi nederlag og uretfærdighed. Som skolepsykolog oplevede jeg ofte, at overgangen fra børnehave til skole var svær for børn, der havde ringe erfaringer med nederlag og uretfærdighed.

Der er mange gode erfaringer at hente i at spille spil! De er små versioner af det virkelige liv.

For allerede i børnehaveklassen bliver det forventet, at man sidder stille, også når man ikke vil. Og at man rækker hånden op, når man vil sige noget. Og måske bliver man ikke hver gang set eller hørt, selvom man faktisk rækker hånden op.

Det kan opleves som et nederlag og som den rene uretfærdighed, hvis man ikke har erfaringer med, at det ikke behøver være verdens undergang. Eller hvis ens forældre altid har forsøgt at undgå, at barnet skulle havne i en situation, hvor det ikke blev set og hørt. 

Spædbarnets erfaringer med frustration

Erfaringer med at håndtere nederlag og uretfærdighed starter allerede i spædbarnsalderen. Men her giver det mere mening at kalde det at få erfaringer med at håndtere frustration.

Det resulterede blandt andet i, at børnene ikke fik så mange erfaringer med at få et nej, og at det var umanerligt svært for dem at blive glade igen efter et nederlag.

Det helt lille spædbarn kan ikke håndtere for megen frustration. Det skal ikke ligge for sig selv og lære at håndtere frustration. Det kan være direkte skadeligt for dets udvikling, fordi det er afhængigt af sin omsorgsgiver for at overleve. Men efterhånden som barnet og forældrene kan begynde at kommunikere – også uden sprog – og forstå hinanden, begynder det lille barn at kunne rumme små perioder af frustration.

Fx når mor skal på toilettet og lader barnet ligge og være ked af det, mens hun skynder sig på toilettet. Og hvor hun holder sig så tæt på barnet, at hun kan snakke med det og berolige det, indtil hun kommer og tager barnet op igen.

Det barn lærer efterhånden, at der ikke var fare på færde. Mor kommer jo igen.

Og i takt med at det lille spædbarn bliver større, lærer det at håndtere større og større mængder af frustration. Hvis altså forældrene kan rumme det og samtidigt spejle barnets negative følelser og signalere, at der ikke er fare på færde.

At spille spil er som sagt en god måde at fortsætte med at træne i at få erfaringer med at håndtere frustration = håndtere oplevelser af nederlag og uretfærdighed. 

Curlingforældre og uopdragne børn

Man hører ofte, at forældre i dag curler deres børn, og at børn i dag får alt, de peger på, at de altid vil høres, og at de er uopdragne.

Der er muligvis et gran af sandhed i det. Men det er for unanceret at sige, at sådan var det ikke i de gode gamle dage, hvor børn skulle ses, men ikke høres.

For det første blev børn i de gode gamle dage måske hørt og anerkendt lidt for lidt nogle gange. For det andet lever vi en i helt anden verden i dag.

”Det er fantastisk at blive nummer to. Så er der nemlig en anden, der vinder og bliver glad”. 

Verden er så kompleks og uforudsigelig, at vi som forældre føler et endnu større behov for at beskytte vores børn mod dét, som vi selv ikke forstår og måske frygter.

Når vores børn bliver kede af det, kan det let føles som en trussel og afstedkomme en følelse af, at man som forælder er ude af stand til at beskytte sit barn. 

At kompensere for en kompleks verden

Fordi det faktisk er sådan, det er. Vi overlader vores børn til andre mange timer om dagen. Deres pædagoger og lærere er mere sammen med dem, end vi er. Og vi aner ikke rigtigt, hvad det er for en verden, vores børn skal overtage fra os; vi ved  bare, at den er ret så kompleks.

Det barn lærer efterhånden, at der ikke var fare på færde. Mor kommer jo igen.

Så er der ikke noget at sige til, at vi, når vi endelig er sammen med dem, forsøger at kompensere og gøre, hvad vi kan, for at beskytte dem mod alt det, vi ikke kan beskytte dem imod, når vi ikke er der til at tage os af dem. 

Dårlig samvittighed har noget at fortælle

Det handler også om, at mange af os har dårlig samvittighed over at være for lidt sammen med vores børn. Så når vi er sammen med dem, vil vi gerne, at alt skal være hyggeligt og fredeligt.

Dårlig samvittighed klinger grimt. Det bliver forbundet med, at man ikke er god nok, ikke tager sig nok sammen, ikke rækker til. Men dårlig samvittighed er også en vigtig budbringer.

Dårlig samvittighed forsøger vi typisk at fortrænge eller løbe fra. Fordi det er en grim følelse. Men hvis vi kigger på den som en budbringer, bør vi takke den og blive klogere. Vi kan også bare kalde den for ”samvittighed” og droppe ”dårlig”, for det klinger destruktivt.

Og samvittigheden vil noget. Måske vil den sige, at vi er for lidt sammen med vores børn og bør lave om på det. Måske vil den sige – og dermed tilbage til emnet i dette indlæg – at vi som voksne faktisk gør det så godt vi kan, men at vi gør vores børn en bjørnetjeneste ved at forsøge at fjerne alle nederlag og forhindringer fra dem. 

Forældre har også brug for erfaringer med ikke at være bedst

For så får vi ikke lært dem det allervigtigste: at begå sig i verden og lære at håndtere livet, både når det er godt, og når det er skidt, og midt imellem, som også kan være helt ok.

Den der samvittighed kan også lære os voksne noget om at håndtere nederlag og frustrationer. For måske er vi ikke de perfekte forældre, som har al den tid til vores børn, som vi gerne ville have. Men måske gør vi det alligevel meget godt, og så er det godt nok.

Måske er det godt nok at blive nr. to både i spil og forældreskab en gang imellem.

Fandt du indlægget interessant?

Abonnér på mit nyhedsbrev, og få tilsendt mine nyeste indlæg hver anden mandag.

Tilmeld nyhedsbrev